Dag 15: Cayos Cochinos

Vi skulle op 05.15 for at spise morgenmad, da vi skulle køre klokken 6. Dette skyldtes at bølgerne blev for store til at sejle efter klokken 14, altså når vi skulle hjem. Så vi havde selv købt ind til morgenmad og jeg havde heldigvis fundet havregryn som fyldte lidt mere end de øvrige morgenmadsprodukter.

Efter en to timers køretur stod den på godt en times sejltur i motorbåd, hvilket var lidt skidt for min ryg da Jeg sad oppe foran og den lavede nogle lidt vilde bump.

Cayos Cochinos består af 12 øer, hvoraf der er 3 store og resten meget små. Vi sejlede forbi en hvor der var lavet et italiensk overlevelsesprogram "Survival", en ekstremt lille ø med et par huse og strand.
Vi var ude og snorkle ved en af de større øer, hvor revet var noget mere interessant end dagen før. Nogle så barracuda fisken som er ca 50 meter lang. Der skulle også være dragefisk, men dem var der desværre ingen der så.

Efter at have set diverse gule, grønne, hvide og blå fisk skulle vi videre til en ø for at se én ting - slangen "Pink Boa", som der blev forsket i på øen. Det var eneste sted i verden den levede, så den var meget eftertragtet. Efter at have set denne, skulle vi ud til en af de mindre øer med et lille samfund som solgte hjemmelavede smykker og levede temmelig primitivt, dog med elektricitet fra parabolantenner.
Her fik vi den sædvanlige fiskeret, men med barracudafisk, som smagte vildt lækkert!
Så stod den på en 2 timers køretur og hjem og slappe af inden maden hvor vi skulle beslutte hvem der skulle på hvilke hold i morgen til kajak og rafting.

På hotellet om aftenen har festen lagt sig og der er i stedet opstået et hygge mode i form af film, læsning, skrivning og så kan folk sove når de vil. Det er virkelig rart.

Dag 14: Cocalito nationalpark og snorkling

Tidligt op igen og mod en nationalpark hvor der skulle leve brøleaber, slanger, jaguarer, kæmpeedderkopper mm.
Vi blev sejlet i motorbåd ud til byen som lå på den anden bred - før i tiden var der åbenbart blevet brændt et stort stykke land væk under en krig, som havde dannet et stort indhak i landet.  Bådturen var mega sjov, og de 45 minutter det tog at sejle over, føltes som ingenting fordi det var så fedt bare at sidde og kigge ud på det åbne hav og følge bølgernes bevægelser.
Strandene på øen var virkelig smukke og stedet mindede udefra om noget man kun havde set på film. Mark sagde "Welcome to Jurrassic Park" med et grin.

Parken var. ca 800 kvadratkm og indeholdt mange trætyper, såsom mangroovetræet som vi fik set i den sorte udgave (hvid i går), et hult træ de indfødte brugte til at give advarselstegn med, og et træ fyldt med vand.
De spiste  termitter, som vi kunne smage, men sagde nej tak.
Vi så nogle edderkopper (som heldigvis bare hang i spindet), nogen så slanger og vi endte med at se nogle små aber som jeg også fik billeder af.

Tid til at snorkle i koralrevet som gik hele vejen herfra og til Roatan, en af øerne på Bay Islands - se det på et kort. Der var ikke vildt meget at se udover nogle lidt sjove men små fisk. Alligevel fedt at snorkle de times tid og så ind og spise det sædvanlige fiskemåltid efter - mmh.
Lidt solbadning og så ellers hjem og slappe af og se en film.

Dag 13: Miami bådtur

Vi havde fri om dagen indtil klokken 2, så efter en lidt senere morgenmad stod den på afslapning et par timer inden jeg gik en tur på stranden med Morten, Christian, Malte, Sidsel og Rikke. Vi badede og fik noget lækker (billig) mad. klokken 14 tog vi til Garifuna village Miami, en lille indfødt "stamme" ude på stranden af 12 familier, som levede i strå/træ hytter.

Her sejlede vi ud for at kigge efter dyr som aber og krokodiller. Vi så nogle pelikaner, en krokodilleunge og nogle flere fugle, og blev præsenteret for mangroovetræet - et der fandtes i farverne hvid, sort og rød.

Maden bestod af friskfanget fisk, grillet banan som smagte af af kartofler og ris med bønner. Smagte lækkert! En ret vi kommer til at se meget til under det frivillige arbejde.
Hjem efter og tidligt i seng.

Dag 12: Bananplantage

Vi tog ud til en bananplantage om morgenen, hvor vi så alt fra hvordan de dyrkede bananerne til hvordan de fik dem hængt op i store bundter/klaser og transporteret til "rensning" inden de skulle pakkes. De blev pakket i kasser, som ligeledes var lavet af folk på stedet, for derefter at bliver slæbt ud til lastvogne og transporteret rundt.
Kvinderne stod for det "våde" og mindre hårde arbejde og mændenes for dyrkning, pakkelavning og transport. Mærket var Dolé som vi også kan få derhjemme og hvis det har nummeret 42, så er det fra den plantage. Den ugentlige arbejdstid lød på 48 timer og den højeste lønnede var de der slæbte bananerne. De fik 1200 lempiras, som svarer til ca. 350 kr! Der var desuden flere af dem der studerede ved siden af.

Efter bananjagten kørte vi ud til et shopping center, som virkede ret flot og rimelig malplaceret, men det var nu ikke det mest spændende sted. Vi fik lidt mad og kiggede rundt, og det var det. Hjem igen og spisetid.
Lige som vi havde sat os til bords ved aftensmaden begyndte regnen at gå amok. Det var et ordentligt skybrud og der var de vildeste lyn - én enkelt gang ramte der et ned 20-30 meter fra os! Det var sgu lidt skræmmende. Efter maden løb de fleste ud i regnen, bortset fra Martin, Kristoffer, Jeppe og mig, vi blev og fik mere lasagne og kunne gå hjem i tørvejr (:
Da vi havde fri indtil 14 dagen efter, blev der festet lidt om aftenen igen.